Høsten 1903 besøkte filologen og forfatteren Didrik Grønvold en venn på Hamar, og som nettopp hadde anskaffet seg en såkalt «Grammophon». Dette var en såpass skjellsettende opplevelse at han satte seg ned og forfattet en utførlig beskrivelse til Fædrelandsvennen.

Østlandsbrev til Fædrelandsvennen
(3. november 1903)

En Bekjendt af mig her paa Hamar har for nogen Tid siden anskaffet sig en af de store, nye amerikanske Grammophoner, det sidste Trin i Fonografens Udviklingsgang. Thi en Opfindelse har sin Væxt som alt andet. Vi behøver bare at mindes Dampskibet, Lokomotivet, og den elektriske Jernbane, den hvorpaa man sidst har opdrevet en Hastighed af 210 Kilometer i Timen. Men nu til Grammophonen.

Der staar den lille Kasse med sin Sveiv og sin blanke, store Lydopfanger midt i Stuen paa et lidet Bord, og vi beslutter os til at gaa paa Konsert uden at røre Benene.

Der er henved femti Nummere at vælge iblandt. Vi bestemmer os for et Mandskor. Apparatet trækkes op, Skiven sættes i Gang. Det snurrer og gurgler op igjennem Røret et Øieblik; men saa pludselig toner et Kor af Upsalastudenter sit «Ur svenska Hjärtans Djup» taktfast ud i Stuerummet. Vi fornemmer med Gjenkjendelsens Glæde Tenorernes lyse og festlige Klangpræg. Vi hører, skjønt noget mere dæmpet end i Virkeligheden, Bassernes sikre Ledsagelse. Hver Nuance i Foredraget træder klart frem. Ved at dreie paa en liden Tap kan der vexles til høiere og lavere Tonearter. Disse Sangere bider det ikke paa. Tenorerne tar det høie C med svimlende Glans.

Saa faar vi Solo af en Negersanger med Kor. For en vakker Tenorbaryton den Negeren har, og saa rent og musikalsk han synger. Det er om sin elskte Darling Grey, han beretter. Hun blev solgt som Slave, og aldrig mere fik han se sin Darling Grey igjen. Koret følger medfølende, naar Soloen er færdig. Vi har fra Upsala gjort et Sprang helt ned til Sydcarolina eller Florida. Vi synes at se levende for os de sorte Fjæs, der frembringer den naive, men musikalsk talt rene og sonore Klang.

En Stund efter klinger et Zigeunerorkesters muntre og rytmisk lunefulde Gaster ud af Apparatet.

En Duet af Operaen «Mignon» udføres saa af en bekjendt Operasanger og Operasangerinde. Damen har en straalende Sopran og udfører Koloraturen med legende Virtuositet. Herren er ikke mindre flink. For os, som ingen Opera kan faa høre oppe i Indlandsbygden, virker det som et Pust fra Berlin eller Milano.

Endelig forlanger vi af Apparatet, at klg. Hofoperasanger Hr. Peter Cornelius i Kjøbenhavn skal foredrage en Sang av «Lohengrin». Det er et nyt Sangernavn. Vi maa jo følge med Tiden. Peter Cornelius er strax til Tjeneste. Vi synes at se Svaneridderen i sin pragtfulde Rustning stige frem af Apparatets mystiske Dyb. Det er en høi og kraftig Heltetenor, der lægger i Vei. Han maa kunne høres i det kongelige Teater. Thi undertiden er det ligefrem farligt for Trommehinderne at være for nær Grammophonen.

Tilslut synes vi at se ham formelig letter sig paa Taa og paa sig ægte Dansk udsynge Partiets sidste høitliggende Strophe i det bekjendte «Og Lohengrin mit Navn!»

Skal vi være ganske ærlig, saa lader det sig jo ikke nægte at der kan være nogen Lirekasseklang over Reproduktionen af Strygeorkestersatserne. Messinginstrumenterne lyder mere uforfalsket. Vi generes jo ogsaa af den snurrende Bilyd i Apparatet, naar Pladen svirrer rundt.

Men vi har dog været paa en europæisk Rundreise i Musikens Verden. Vi har faaet et bestemt Indtryk af, hvad der synges og spilles i Udlandet, hvad enten Centret er en Førsterangs Varieté eller en Operascene.

Af Nutidens mange Opfindelser er Grammophonen, saaledes som den nu synes at udvikle sig, en af de vidunderligste. Det er jo allerede et Phænomæn, som vilde ha sat os i mægtig Forbauselse for kun 25 Aar siden eller mindre, naar nu nylig en Tale af Balfour i Sheffield ved Telefonens Hjælp blev hørt og refereret af talrige Referenter i London for Morgenaviserne. Men dette at Stemmens og Tonernes indviklede og kunstkulde Lydrækker kan puttes saaatsige ind i et dødt og koldt Apparat, for at lokkes ud af dette igjen, naar det behager os – det er noget af «Tusind og én Nat» eller «Bord, dæk dig».

Fremgangen i Grammophonen er især fremtrædende i den større Tonestyrke. Det her omhandlede Apparat musikerede nylig i en stor Sal, uden at en Tone gik tabt. Ud til en stor aaben Plads kan en høi Herre eller Damestemme fra Grammophonen gjennem det aabne Vindu høres i de fjerneste Dele, saa Mængden staar og lytter.

Selv om Grammophnen endnu ikke paa langt nær kan udfylde det fuldtonende Orkesters Plads eller give Sangen med det Indtryk, som Synet af den Syngende lægger til ved Øiets Ild eller Minespillets Karakteristik, saa faar vi dog et bestemt Indtryk af Orkesternummerets Art eller Sangerens Individualitet og hans Stemmemidler.

Navnlig er der et Omraade, hvor jeg tænker mig, at Grammophonen kan blive af uvuderlig Nytte, og det er ved Sangundervisningen.

Foredraget af en stor og vanskelig Arie ved en berømt udenlandsk Sanger kan høres og studeres i det Uendelige. Eleven kan følge i hver Takt, hvorledes den store Kunstner har formet de kunstfulde Forsiringer, den svulmende Crescendo, eller hvorledes de sidte Takter er døet hen i et smeltende Pianissiomo.

Grammophonen er dertil en farlig Kritiker. Uvaner, som paa den ene Konsert kan oversees under Sangerens hypnotiserende Virkning paa sit Publikum, ved Medvirkningen af det straalende Lys, det vakre Ydre, den glimrende Dragt, og Publikums ofte kritikløse, stormende Bifald efter en sidste med Bravur udslynget Slutningsstrofe, – træder ved Gjentagelserne i det kjølige Apparat ubarmhjertig frem. Jeg erindrer, vi saaledes hørte en Italiener synge «Toreadorens» Arie af «Carmen» med en Kjæmpestemme; men Affektationen ved det hule, opstyltede traditionelle Operaforedrag kom saa skarpt frem, at vi bad os befriet for mere af samme Sort, allerede ved «den første Opførelse».

Ogsaa ved Sprogundervisningen kan Grammophonen blive til stor Hjælp. En Udlænding kan demonstrere Udtalen for os ved methodisk Fremsigelse af alle de karakteristiske Lydeiendommeligheder i det fremmede Sprog. Denne Lærer blir aldrig træt af at gjenta sin Instruktion, og den hjemlige Lærer kan henvise til sin usynlige Assistent i Timerne, naa det trænges.

Det er vel ikke tilraadeligt at føre dette Emne videre, og udmale sig, hvad for nye Overraskelser Grammophonen kan komme til at byde Eftertiden paa. Vi faar holde os inden det opnaaeliges Grænser.

Men det er vist og sikkert, at jeg gjerne skulde have havt et Brudstykke opbevaret i Apparatet af Martin Knutzens pragtfulde Pianospil i Saint-Saëns C-Moll-Konsert, saaledes som jeg hørte ham udføre den paa Musikforeningens første Konsert i denne Sæson i Kristiania for et Par Uger siden.

Didrik Grønvold