Thomas Edisons fonograf skapte oppstandelse da den ble presentert for vitenskapsmiljøet. Flere norske aviser bragte referater fra slike presentasjoner. Verdens Gang fulgte opp 13. juni 1878, og kunne videreformidle Edisons geni for hele landet.

En Prøve med Fonografen
(Verdens Gang 13. juni 1878)

(Brev fra Amerika til Gøteborgs Handelstidning.)

Jeg har nylig havt den Lykke paa nærmere Hold at faa se saavel den verdensberømte lille Ting, man kalder Fonografen (Lydskriveren), som Opfinderen selv Mr. Edison i Videnskabsakademiet i Washington.

Paa Indbydelse af de Forenede Staters ypperste Videnskapsmænd havde Edison indfundet sig i Mødet; dennegang havde han sin Fonograf med sig.

Klokken slog 4, og Forsamlingen reiste sig forat hilse paa den indbudne Gjæst.

Fonografen blev opstillet midt i Værelset paa et Bord, og Edison satte sig. Hans Medhjælper begyndte at stelle med Instrumentet.

En ubetydelig Bevægelse paa den lille Maskine, og den sagde saa tydeligt, at alle og enhver kunde opfatte det: «Den talende Fonograf har herved den Ære at fremstille sig for Videnskabsakademiets ærede Medlemmmer». I et Nu var alles Opmærksomhed udelukkende fæstet paa den lille Maskine, alle rent Videnskabelige Spørgsmaal mistede sin Tiltrækningskraft ved Siden af dette «talende» Bevis på Geniets Magt.

Apparatet blev fodret med en ny Tinpapirremse og stillet; Edisons Medhjælper sang et Vers i den, og med samme Stemme, samme Udtryk, samme Tonefald, ligt til de allermindste Enkeltheder gjengav Apparatet hver eneste Lyd tydeligt nok til, at det kunde høres paa et Par hundrede Fods Afstand. Den sang Verset ud nøiagtig, som det var sunget i den.

Derpaa fulgte et humoristiskt Foredrag. En grov Stemme og frygtelig Hoste. Maskinen bad om Forladelse, hostede igjen, beklagede at den var bleven lidt forkjølet, harkede, hekstede, snorkede – kort sagt, den gjorde rene Mirakler.

Under alt dette sad den geniale Opfinder rolig, forlegen og fingrede med et Gutaperkabaand. Hans lurvede brune Haar snarere stod end laa; paa hans brede Pande tronede Arbeiderens misbrugte Adelsmærke, en Klump Maskinsmørelse, neppe skjult af de lyse, rige Øienhaar, – intet Skjæg, fremstaaende Næse. Intet i hans Udseende tydede paa Geni, det var en slet og ret Arbeider, Arbeideren som han optræder paa sit Værksted, – saaledes optraadte han her overfor Videnskabens Talsmænd og Beundrere.

Og dette er den Mand, som i en Alder af 30 Aar har knyttet sit berømte Navn til over 100 patenterede Opfindelser, hvoraf flere af høieste Værdi. Det er en Handlingens Mand. Han er taus og indesluttet; dette hidrører for en stor Del fra, at han er døv.

Den Kunst mekanisk at optegne og gjengive Lyde gaar langt tilbake i Oldtiden. Man har til forskjellige Tider konstrueret mere eller mindre vellykkede talende Boxbilleder, som gjennem en sindrig, men indviklet Mekanik gjengav hele Sætninger høit og klart. Edison har i længere Tid studeret sine Forgjængere og paa den Maade tilsidst naaet et Resultat, hvorfor Æren tilkommer ham alene.

Hans Apparat fremstiller Øre og Mund paa en Gang, den slaar saa at sige Lyden fast og kan gjengive den naarsomhelst med den yderste Nøiagtighed, om endnu ikke med samme Styrke. Forat gjøre sig en Forestilling om det Storartede i det lille forunderlig simple Apparat, tør vi minde om, at Antallet af Luftsvingninger i Sekundet for de høieste Toner stiger til over sytti tusen. Man kan neppe tænke sig en saadan Hurtighed, og dog nedtegnes disse af den lille Maskine med en Nøiagtighed, som Gjengivelsen af Lyden uimodsigelig godtgjør, og med en Troskab i Tonefald og Udtryk, som maa vække den høieste Forbauselse. Man gjorde i saa Henseeende en meget interessant Prøve. Hele Forsamlingen raabte, hyssede, peb. Maskinen gjengav siden saa naturtro Publikums Spetakler, at det gjorde et i Sandhed overvældende Indtryk.

Det blev af en af de tilstedeværende Videnskabsmænd oplyst, at en Fonograf allerede bruges til at opsamle Axsenterne af de forskjellige Indianersprog især de Stammers, der holder paa at uddø.

En Omvæltning i hele Telegrafvæsenet vil indtræffe den Dag, da det lykkes at forbinde Fonografen og Telefonen, sagde Edison. Vi kan da sidde i vore Værelser og høre vore fraværende Venner tale omkring os, om de er aldrig saa langt fra os, og vi vil ikke alene faa Lyden, men hvert eneste Ord vil gjengives med samme Tonefald og Stemme. Den Paastand: «Det har jeg aldrig sagt», vil da ikke komme til at bruges i Utide; thi Fonografen vil vidne imod os. Om der er gaaet aldrig saa lang Tid hen mellem Meddelelsen og Gjengivelsen, gjør Intet til Sagen; det gjælder blot at tage det punkterede Tinpapir med Forsiktighed af Sylinderen og omhyggeligt bevare det, og det kan atter, naar man finder for godt, vikles om denne, og Fonografen gjengiver Skriften i Ord eller Lyd, ufeilbarligt saaledes som disse engang taltes til den. Den overvinder saadanne Hindringer som Tid og Sted: hvad man i Amerika taler ind i en Fonograf idag, kan om hundrede Aar, for blot at nævne en Tidsgrændse, i Norge eller hvorsomhelst gjengives af Fonografen, ikke alene Bogstav for Bogstav og Ord til andet, men med det samme Tonefald, den samme Udtale, som da det først taltes. Tinpapiret maa bevares, og man maa have en Fonograf, det er Alt.

Ære være det Folk, der kan skjænke Menneskeheden Frugterne af en Franklins, en Morses og en Edisons Geni!