En Privatvisit hos «en notabel Reisende»

Sommeren 1878, kun ett år etter at Thomas Edison hadde presentert sin oppfinnelse for verden, gjorde fonografen sin første opptreden på norsk jord. Møtet mellom nysgjerrige nordmenn og den tekniske nyvinningen ble utførlig beskrevet i en artikkel som kom på trykk i Dagbladet 20. august. I artikkelen, som i dag må sies å være et viktig kulturhistorisk dokument, leser vi om en samling skeptiske herrer som i løpet av presentasjonen legger for dagen en nærmest barnlig nysgjerrighet omkring oppfinnelsen fra den andre siden av Atlanterhavet. Artikkelforfatteren beskriver en trøblete start for den anløpne høyteknologien, men fatter raskt interesse for både prosess og resultat. Ikke minst bringer vedkommende til torgs interessante fremtidige bruksmuligheter, som for eksempel kombinasjonen mellom lyd og bilde. Og hva kunne man etter dette vente seg i fremtiden? Et luftskip?

Dagbladet 20. august 1878.

En Privatvisit hos en «notabel Reisende»
(Dagbladet 20. august 1878)

Jeg maa bede den ærede Læser om ikke at blive grætten og strax kaste Bladet ifra sig, fordi Talen atter er om en notabel Reisende; jeg ved meget vel, at dette er en Vare, som paa Grund af Markedets stærke Overfyldning er sunken betydelig i Kurs, saa at den for Tiden vel snarest kan noteres som «mat» eller «flau», og jeg iler derfor med at forudskikke den Oplysning, at der her hverken er Tale om nogen virkelig eller forhenværende keiserlig, kongelig eller anden fyrstelig Person, ja ikke engang saa meget som f. Ex. en Ex-Præsident, med hvem dybsindige Samtaler kunde føres om diverse politiske og sociale Materier. Og dog tør jeg paastaa, at den Notabilitet, som jeg nød den Ære at have et interview med, i Virkeligheden er mere notabel og sandsynligvis vil komme til at gjøre større Omvæltninger, end nogen av dem, men rigtignok Omvæltninger af en fredelig Natur og i Civilisationens Tjeneste. Ikkedestomindre er denne «Størrelse» af et høist uanseligt Ydre; han minder i Statue og Udseende nærmest om – en Haandsymaskine, og hans Navn, er nylig er fløiet hele Jorden over, er Fonografen.

De fleste af Læserne have vel saa nogenlunde Begreb om dette vidunderlige Instrument, der for alle Tider har knyttet sin Opfinders, Thomas Edisons, Navn til Kulturhistorien og der stillet ham ved Siden af Guttenberg og andre Menneskehedens store Velgjørere. Hvad Fonografen formaar at udrette, kan betegnes i faa Ord. Vi kjende jo alle fra Barneaarene af Münchhausens Historie om Posthornet, hvori Tonerne frøs fast, men som bagefter begyndte at spille af sig selv, da Hornet kom i Varmen, og Tonerne begyndte at tø op igjen. Hvem kunde ikke have Lyst til at eie et saadant Horn, der kunde spille paa egen Haand? Der var noget for den barnlige Fantasi saa bestikkende i dette, at kunne fængsle en Tone i Instrumentet og saa bagefter igjen slippe den løs. Et sligt Instrument var jo næsten lige saa attraaværdigt som «Ønskehatten», dette mærkelige Plag, som man efter Sigende blot behøver at snu rundt på Hovedet for at gjøre sig usynlig. Det Ene klang ialfald ligesaa eventyrligt som det Andet. Men der er mangt et Eventyr, som bliver til Virkelighed i vore Dage. Münchhausens Posthorn er ikke længere en lystig Parodi paa en Jægerskrøne; det er fra en Fantasi gaaet over til en haandgribelig Virkelighed, der inden kortere eller længere Tid vil komme til at gjøre sig gjældende i en Utallighed af det praktiske Livs Forholde. Og det er Thomas Edison, som har løst Opgaven, ja gjort meget, meget Mere. Thi der er ikke her, som i den mandhaftige Barons Fortælling, blot Tale om et Posthorns Toner, og heller ikke om at være afhængig af Kulde og Varme for at fæste og atter løse disse; – nei Menneskers og Dyrs Stemmer, Musikens Toner, en Kanons Drøn, Lokomotivets Piben, Vindens Susen, en Kildes Rislen, – kort sagt, enhver Lyd, der kan opfanges af det menneskelige Øre, kan ogsaa fæstes og opbevares paa Fonografens Tinfolie, kan, ligesom en stereotyperet Bogtrykkersats, afstøpes i saa mange Exemplarer, man vil, og sendes Jorden rundt for atter paa hundrede eller tusinde forskjellige Steder, hundrede eller tusinde Mile fjernede fra hverandre, at bringes til at klinge i denne Uge, iaar eller om hundrede eller tusinde Aar.

Det lyder utroligt, dette, og de Allerfleste troede vel fra først af, at det Hele var en af de sædvanlige amerikanske Avisskrøner. Nedskriveren heraf vil for sit personlige Vedkommende ingenlunde benægte, at han, trods alle de samstemmende Beretninger om Fonografen, havde vanskeligt for at tro paa dens Existence, førend han med egne Øine saa den, – og knapt nok da.

Thi hvad enten nu Grunden var, at den Reisende endnu ikke havde forvundet den lange Søreise over Atlanterhavet, eller hvad Grunden nu ellers kunde være, – saa syntes denne Fonograf – vistnok den første, som betraadte Norges Jordbund – i Begyndelsen at være aldeles utilbøielig til at lægge sig efter det norske Sprog. Utallige vare de Opfordringer, som bleve rettede til den om at gripe Ordet; der blev lirket og der blev forsøgt at tage den med Trumf – ja dens Eiermand stillede den endog i Udsigt at blive sendt paa Døvstummeinstituttet, – men Alt forgjæves. Der blev talt, raabt, skreget, sunget, plystret, hostet og gjort et Utal af alle mulige andre Slags Lyd og Ulyd i Øret paa den; men den bevarede den samme urokkelige, man kunde næsten sige foraftelige Taushed. Alt, hvad man hørte, var en svag, skrabende Lyd, naar Valsen gik rundt. Hvad var herved at gjøre? Selv de mest Forhaabningsfulde begyndte at tvivle; Skeptikerne var allerede for længe siden enige om, at det Hele var en storartet amerikansk Humbug, – og at Fonografen i Virkeligheden aldrig havde talt og heller aldrig nogensinde vilde komme til at tale. Der var da ikke anden Raad end at sætte den i systematisk Kur og Pleie hos en Mand, der maatte betragtes som Læge i saadanne vanskelige Tilfælde. Det syntes dog ikke at frugte stort. Den første Diagnose af Sygdommen viste sig at slaa feil, og uagtet alle de Kurmethoder og Experimenter, som den indsigtsfulde og utrættelige Læge anvendte paa sin interessante Patient, saa det dog ud til, at denne skulde komme til at gjøre Turen tilbage over Atlanterhavet uden at have sagt saa Meget som «Goddag» og «Farvel» til gamle Norge.

Da kom der pludselig en vakker Dag Bud om, at Fonografen havde opgivet sin gjenstridige Taushed. Koden til Ondet var bleven opdaget, og Kuren var paabegyndt med det Resultat, at Fonografen havde talt, vistnok ikke særdeles høirøstet, men dog tydeigt og forstaaeligt, og med Helbreden lød Humøret ogsaa til at vende tilbage; thi det hed sig, at Fonografen med sin endnu noget svagelige Stemme allerede havde sunget en lystig Vise og i det Hele taget lod til at komme mere og mere ind i det norske Sprogs Finesser. «Og den synger ganske vakkert», forsikrede dens Læge. Der blev sendt Ilbud til dens Venner om at infinde sig, og som en Vens Ven var det, at Nedskriveren heraf fik Adgang til det forunderligste – Væsen havde jeg nær sagt – der vel nogensinde har været inden Norges Riges Grændser.

Paa det bestemte Klokkeslet var vi samlede i Fonografens Kabinet. Her odog rigtignok dens Læge os med den nogen nedslaaede Efterretning, at den havde faaet et Tilbagefald, idet en af de fine Maskindele var falden ud og i Skyndingen havde maattet erstattes med en anden, der ikke ganske passede, hvorfor vi ikke, maatte vente os et saa gunstig Resultat, som der var stillet os i Udsigt; det Indtrufne havde imidlertid ingen Betydning og vilde med største Lethed kunne rettes paa. Derpaa blev Fonografen taget ud af sin Kasse og præsenteret for de Tilstedeværende.

Som ovenfor sagt har Fonografen, hvad Størrelse, Udstyr og Udseende forøvrigt angaar, ved et flygtigt Øiekast mest Lighed med en Haandsymaskine, og man skulde ikke tro, at det var denne ubetydeligt udseende Tingest, der har gjort en saa umaadelig Opsigt over hele den civiliserede Verden. En solid Valse af antagelig 5-6 Tommers Diameter, og et Par Tommer bred hviler paa en Axe, der danner en endeløs Skrue, og som er forsynet med et Haandtag til at dreie den rundt. Omkring Valsen anbringes Tinfoliet, der optager og fæster Lyden. Paa en bevægelig Arm befinder sig det Organ, der baade er Fonografens Øre og dens Mund; det ser ud som en liden Metalskaal, et Par Tommer i Diameter, med et Hul i Bunden. Lige under dette Hul befinder sig en fin Staalplade, der tjener som Trommehinde og Stemmerist, idet den, naar der tales i Apparatet, forplanter Lydens Vibrationer gjennem en fin Stift, der er befæstet til en Fjeder til Tinfoliet, og omvendt modtager og forplanter Lyden, naar Apparatet skal tale. Valsens Overkant er gjennemfuret av ganske fine Gjænger, der ligesom Axens kan danne en endeløs Skrue og nøiagtig svare til dennes, saaledes at for hver Omdreining af Axen flytter ogsaa Valsen sig en Omdrening til Siden. Naar der tales i Apparatet, og Valsen dreies rundt, blive Indtrykkene af det Talte, der forresten tydelig kun kan sees med Forstørrelsesglas, staaende i Tinfoliet i en fin Spirallinie.

Det er ikke min Mening, at dette skal være nogen Beskrivelse af Fonografen. I al sin storartede Simpelhed er den dog for kompliceret til, at man saaledes en passant skulde kunne give en nogenlunde fyldestgjørende, endsige udtømmende Beskrivelse af den.

Tinfoliet var netop opbrugt, og et nyt blev sat paa, medens Lægen – jeg vil tillade mig fremdeles at kalde ham saaledes – imidlertid henledede vor Opmærksomhed paa nogle blanke Remser, der laa paa et Bord ved Siden af. Ved Hjælp af en Loupe undersøgte vi Furerne i TInfoliet og opdagede de for det blotte Øie næsten umærkelige Indtryk, der, om Bladet atter anbragtes paa Apparatet, vilde bringe dette til at tale med et Menneskes Stemme, til at synge, deklamere osv.

Endelig lød da Fonografens Velkomsthilsen til os. Dersom jeg sagde, at den havde noget egentlig behageligt Organ, talte jeg Usandhed. Der var i dens Maade at tale paa noget Koldt og Tonløst, som minnede om en Papegøies Tale, uagtet Udtalen var ulige tydeligere end denne yndede Eftersnakkers. Det er dog muligt, ja endog i høi Grad sandsynligt, at enhver Mangel i saa Henseende vil kunne afhjælpes, om man lader Apparatet, saaledes som Mr. Edison nu har begyndt at gjøre det, drives ved et Uhrværk, da en aldeles jævn og ensartet Bevægelse er absolut nødvendig for Opnaaelsen af et heldigt Resultat, og en saadan Bevægelse selvfølgelig ikke let kan tilveiebringes ved Haandkraft. Ikke destomindre, og uagtet Apparatet endnu langtfra var bragt i den nødvendige Orden, var Resultaterne i aller høieste Grad overraskende. Selv de værste Skeptikere maatte nu indrømme: Fonografen existerer virkelig; den er ingen Fabel!

De morsomste af Fonografens Præstationer var uimodsigelig dens Sangøvelser. Der var især en Melodi, som den formelig syntes at have kastet Ælsk paa, nemlig «Trondhjemmeren», som den sang med en mærkelig Præcision, og som en 3-4 Gange efter hverandre maatte gives da capo. Der var noget saa uimodstaaelig Løierligt i at se denne lille symaskinelignende Tingest staa der og tralle løs paa den gamle Dansemelodi Gang efter Gang og, mærkelig nok, hver Gang med høiere og skarpere Stemme; det var, som om den først efterhaanden kom paa det Rene med Melodiens Skjønheder og rigtig gjerne vilde, at ogsaa Andre skulde nyde godt af disse. Et Forsøg paa at ssynge «Sønner af Norge» faldt derimod ikke saa tilfredsstillende ud; den Pathos, som Udførelsen af denne Nationalhymne fordrer, savnedes ialfald ganske, hvad enten nu Grunden dertil laa i, at Sangeren endnu ikke var tilstrækkelig naturaliseret i Norge til «mandigt og høitidsfuldt» at kunne lade «Tonen stige», eller at den, der for Øieblikket stellede med Sveiven, ikke passede Farten. Jeg maa dog i Sandhedens Interesse medgive, at de sidste Ord i første Vers: «hylde det elskte, det hellige Navn», dannede en høist mærkelig Undtagelse i saa Henseende. Her var Følelsen næsten altfor overveiende, og Ordet «Navn», hvor Fonografen pludselig gik en hel Oktav i Høiden, sang den ud paa en Maade, der var i Sandhed baade øre- og hjerteskjærende.

Dette var ogsaa for Leiligheden dens sidste Præstation. Tinfoliet var atter opbrugt; Tiden var yderst knapt tilmaalt, og Fonografen spadserede atter ind i sin Kasse, idet den Læge lovede os, at næste Gang skulde dens Taleorganer være i en endnu meget bedre Orden.

Det første Indtryk, man faar af Fonografen, er overveiende komisk; herom vidnede ogsaa de Latterudbrud, som hele Tiden ledsagede dens Præstationer. Dette Indtryk maa dog snart vige for Tanken om den storartede Rolle, som dette lille, tilsyneladende saa uanselige Instrument sandsynligvis vil komme til at spille i Fremtiden. Professor Edison har selv skrevet en meget nøgtern, ægte amerikansk-praktisk Afhandling herom, hvori han paaviser de sorartede Omvæltninger i Forretningslivet, som Fonografen med Tiden sandsynligvis vil komme til at gjøre. Her er ikke Stedet til at gjengive Edisons Afhandling og endnu mindre til at udbrede sig over Fonografens fremtidige Anvendelse i det daglige Liv; vilde man begynde at fantasere herover, da kunde man fylde hele Bind.

Lad os blot tænke os et Par Tilfælde. Et Kjærlighetsbrev f. Ex. – hvilken langt større Værdi vil det ikke have for den, der modtager det, naar han eller hun istedetfor de døde, tause Skrifttegn faar den Ælskedes egen kjære og vante Stemme? Og det aldeles uundværlige Husgeraad, som kaldes et «Album», det vil i Fremtiden ikke blot blive et Fotografi-Album; ved Siden af hvert Billede vil man angbringe en Stump galvanoplastisk Afstøbning af den Portræteredes Stemme. Hvor interessant vil det saaledes ikke være at høre sin Tip-Oldefader udtale nogle formanende Ord til sine, da Ordene bleve udtalte, endnu ufødte Efterkommere? Og hvilket Værd ville ikke et saadant kombineret Foto- og Fonografi-Album have for den, der interesserer sig for Samtidens «Størrelser», det være sig nu paa det politiske, det kunstneriske, det poetiske eller hvilketsomhelst andet Felt. En Kristina Nilsson t. Ex. lader man, medens man betragter hendes Billede, synge; «Om dagen vid mit arbete», og Bjørnson og Ibsen maa finde sig i at citere sine egne Digte, medens deres Kontrafei beskues. Jeg vil ikke engang tale om de historiske «Slagord». Hvor overraskende vil det saaledes ikke klinge, idet man tager Bismarcks Portræt i Haanden, pludselig at høre de berømte Ord: «Wir gehen nicht nach Canossa»! – eller, idet man betragter den franske Marschal-Præsidentens intelligente Ansigtstræk, at modtage den næsten ligesaa standhaftige Forsikring: «J’y suis, et j’y reste!»

Og den, der elsker Literaturen, vil i Fremtiden ikke behøve noget Bibliothek, bestaaende af tykke og kostbare Bind. Han har nu et Fonothek, hvor det, der tidligere maatte læses paa flere hundrede Sider, findes paa nogle faa, papirtynde Kobberplader, og medens han sætter sig mageligt i sin Lænestol og nyder sin Cigar og Kop Kaffe, lader han gjennem Fonografen Samtidens og Fortidens Forfattere med egen Mund fortælle, hvad de have at sige ham.

Men det var jo Meningen, at jeg ikke skulde fantasere over Fonografens Fremtid. Godt, saa vil jeg ogsaa standse her. Men lad mig dog til Slutning spørge: Naar nu den Tid kommer, da Fonografen er en ligesaa almindelig Ting i hver Mands Hus, som Pen og Blæk nu er, – og den Tid vil uden Tvivl komme – hvad er det næste?

Er det Luftskibet? Er det Perpetuum mobile? Eller er det maaske Ønskehatten? Man kan fristes til at tro noget af hvert i vor Tid.

Legg igjen en kommentar

Din e-postadresse vil ikke bli publisert. Obligatoriske felt er merket med *